Stilkernetest

Hvad kan du bruge testen til?

Du kan bruge stilkernetesten som et hjælpemiddel til at føle dig mere sikker på dig selv og din stil og derved købe mere målrettet ind og undgå dyre fejlkøb. Når du finder din stilkerne, bliver det nemmere at finde tøj, du vil føle dig godt tilpas i, samt at lege og åbne op for flere stylingmuligheder med det, du allerede har i din garderobe.

Hvad er en stilkerne?

Der er seks stilkerner: klassisk, feminin, rå, enkel, boheme og afslappet.

Kernen er i sin rene form neutral. Det vil sige, at der ikke er nogen af ovenstående ord, der er bedre, mere interessante eller spændende end andre. For at gøre det så klart og tydeligt som muligt er kernebeskrivelserne lettere stiliserede. Alle mennesker har fx jeans og T-shirts. Så her har jeg valgt kun at nævne disse ting, hvis de er meget karakteristiske for den enkelte kerne.

Som mennesker er vi heldigvis noget mere nuancerede. Du kan altså sagtens eje en stram cocktailkjole og samtidig have en afslappet kerne, eje en basiscardigan og have bohemekerne eller eje en feminin blondeskjorte og have en rå kerne. Disse beklædningsstykker vil bare ikke være en udpræget tendens i din garderobe.

80/20-reglen

Det, der overordnet karakteriserer dit valg af tøj, vil indikere din kerne – det er sådan, det skal forstås. Ca. 80 procent af dit tøjvalg vil passe med beskrivelsen af en af de 6 stilkerner.

Så vær 100 procent ærlig, når du skal til at finde din egen stilkerne – ellers vil det ikke fungere for dig.

Når du om lidt svarer på spørgsmålene, skal du forholde dig til, hvordan det rent faktisk er, og ikke hvordan du gerne vil have, det skal være.

Du kan kun vælge ét svar ved hvert spørgsmål. Tænk ikke for meget, men vælg det, der giver mest mening.

Hvilken gruppe af ord beskriver bedst din stil, som den er lige nu?

  • Feminin, kvindelig, blød
  • Praktisk, afslappet, behagelig
  • Rå, sej, cool
  • Klassisk, business-like, stilren
  • Boheme, kunstnerisk, flippet
  • Enkel, moderne, underspillet

Det har du ikke meget af i dit klædeskab;

  • Voldsomme og meget farverige mønstre eller tøj med 1000 forskellige detaljer på én gang à la Chanel. Tøjet må på ingen måde opfattes som ekstravagant og ”larmende”.
  • Baggy bukser, streetwear og sneakers.
  • Tøj, der er slidt eller ser sådan ud, biker- og cowboystøvler, vilde mønstre og flagrende gevandter.
  • Traditionelle klassiske jakkesæt og tøj, der er for pænt; flæser, blonder og blomstrede ting, flade ballerinasko og perleøreringe.
  • Tøj, der er meget enkelt og pænt i udtrykket, bukser med pressefolder, klassiske jakkesæt, pumps.
  • Tårnhøje stiletter. Tøj i stive materialer og figursyet tøj, som du ikke føler, du kan bevæge dig i. Tøj, der er for fint feminint eller for klassisk nobelt.

Flere af disse ting føler dig generelt godt tilpas i:

  • Jakkesæt, klassisk hvid skjorte, rullekravebluse, V-pullover, cardigan, den lille sorte, stiletter, flade sko.
  • Generelt tøj, der er behageligt at have på, uden for mange detaljer. T-shirts, striktrøjer, tunikaer, tights. Evt. også hættetrøjer og løse bukser. Du kan sagtens også have kjoler og nederdele, men i en casual og uhøjtidelig stil.
  • Selv om du selvfølgelig har bukser og gerne sætter jeans til dine overdele, føler du dig rigtig godt tilpas i kjoler, nederdele, stiletter eller ballerinasko, og du kan lide at bruge smykker, halskæder, armbånd og øreringe.
  • Flere forskellige slags jeans eller jeans-lignende bukser, læderjakker, masser af T-shirts, tanktoppe, cowboystøvler, læderarmbånd og sølvsmykker, evt. blandet med lidt streetwear.
  • Ensfarvet tøj i underspillet design med flotte detaljer, som er meget bevidst udvalgt. Når man kigger ind i dit skab, er der ”ro” og noget nedtonet trendy over udvalget.
  • Tunikaer, løstsiddende kjoler, sandaler, hørbukser, veste, mønstrede tørklæder. Gerne sat sammen lag-på-lag. Mange accessories: kæder, øreringe, armbånd, gerne med etnisk look.

Du bliver generelt tiltrukket af:

  • Tøj, der har et blødt og fint udtryk. Materialer som silke og mohair, uden at det dog udelukker fx bomuld og hør. Du kan lide feminine detaljer ved tøjet, fx læg, pufærmer, draperinger, hulmønstre m.v.
  • Tøj, der har lidt kant og gerne må se ”brugt” ud uden nødvendigvis at være det. Evt. læder, sølv og nitter.
  • God kvalitet, ægte materialer og basisfarver såsom sort, grå, blå, beige og hvid. Dog kan du til tider få en trang til, at der skal ske noget, og så vælger du fx en kjole eller jakke i en pangfarve.
  • Flotte og overraskende, men dog underspillede detaljer ved designet. Her er ikke noget bling-bling, lyserødt strutskørt eller stormønstrede Marimekko-kjoler.
  • Etniske mønstre, farver, løstsiddende tøj og pels, og du kan godt finde tøj i genbrugsbutikker og på loppemarkeder.
  • Tøj, der ikke strammer, men som er blødt og behageligt at have på. Tøj, der er komfortabelt og naturligt. Evt. tøj, der er inspireret af sportstøj og til tider outdoor-stilen.

Dit tøjvalg er overordnet kendetegnet ved:

  • Bløde linjer, mange fine detaljer som læg, draperinger, flotte knapper og fine stikninger.
  • Mange flotte og anderledes detaljer, som man får øje på, når man kigger en ekstra gang på designet. Designet er altid trendy, men råber ikke på opmærksomhed.
  • Noget citycowboy/rock ’n’ roll over designet. Der er kant i designet, og tøjet må aldrig være for pænt.
  • Et rent og enkelt design uden unødvendige detaljer. Ofte er inspirationen oprindelig hentet i herretøjet.
  • At du automatisk tænker ”behageligt”, når du ser det. Behageligheden er hovedfokus bag dit tøjvalg.
  • Noget vildt og utæmmet i designet med inspiration hentet tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor hippierne og flowerpower var på sit højeste.

Hvis du skulle vælge et af nedenstående mærker, hvilket et ville så harmonere bedst til dig og din nuværende stil?

  • Malene Birger
  • InWear
  • Day
  • Bruuns Bazaar
  • Diesel
  • Samsøe Samsøe

Vælg den gruppe af ting, der bedst rammer det, du allerede har i dit klædeskab:

  • Cardigans, skjorter, jakkesæt
  • Ensfarvet tøj med overraskende designdetaljer
  • Læderbukser, stramme T-shirts, boots
  • Tunikaer, berberbukser, masser af smykker
  • Kjoler, nederdele, ballerinasko og smykker
  • Basistoppe, jeans og striktrøjer

Vælg de personer, hvis tøjstil minder mest om din:

Vælg den beskrivelse, der bedst beskriver din boligindretning:

  • Du har en moderne, stilren og funktionel stil og kan godt lide, at designet er strømlinet, hvor der er tænkt over detaljerne. Moderne Italiensk design kan have en vis tiltrækning. Her er ikke mange antikviteter og nipsgenstande.
  • Du kan godt lide nips og møbler med lidt patina (shabby-chic-stilen) eller den lidt romantiske lyse stil med masser af puder, plaider, blomster og stearinlys.
  • Du har et miks af nye og gamle møbler samt ting, du har samlet hen over årene, som du har fået til at passe nogenlunde sammen. Det vigtigste for dig er, at du kan slappe af i dit hjem, og at det bare er hyggeligt – det er ikke så vigtigt, om det hele passer perfekt sammen.
  • Der skal ikke være for meget tingel-tangel, men gerne en moderne stil med kant af det overraskende og til tider provokerende. Du kan godt lide up-and-coming kunstnere og at sætte tingene utraditionelt sammen.
  • Du elsker farver og mønstre, og din stil har et etnisk præg, hvor du blander alle stilarter på kryds og tværs. Du kan have en svaghed for loppemarkeder.
  • Du kan godt lide designere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Piet Hein. Eller måske er du tiltrukket af antikviteter, kongeligt porcelæn og/eller rokoko- eller empire-inspirerede møbler, og du kan også have ægte tæpper.